Jyderup Lotterne
1954, Kalundborg Folkeblad 18. jan. 1954, side 3; Hjemmeværnet skal "være sig selv" - men ikke sig selv nok
Hallebyaakompagniets lotter og hjemmeværnsfolk med særlig indbudte, henholdsvis herrer og damer, samledes lørdag aften på hotel "Skarridsø" til den årlige kompagnifest.
Kompagnichef Harry Gundersen, Jyderup, sørligt til den nye regionsleder, oberstløjtnant O.C. Brøndum, og distriktsleder, kaptajn B.E. Andersen, Holbæk1

1954, Kalundborg Folkeblad 18. feb. 1954, side 3; Lottekredsen for Jyderup og omegn
holdt i aftes generalforsamling på Jyderup Conditori. Formanden, baronesse Haxthausen, bød velkommen og aflagde beretning. Der er arbejdet flittigt. Bl.a. havde julemessen været en stor succes og havde givet 1500 kr. i rent overskud. Heraf var halvdelen sendt til kræftens bekæmpelse, og baronessen oplæste takkebrevet. Kassereren Karna Olsen, oplæste regnskabet. Næstformanden, kommunesekretær frk. Estrup, ønskede udtrædelse af bestyrelsen, da hun agter at forlade egnen. Sekretær, fru Søvndahl Petersen, ønskede heller ikke at fortsætte. Nyvalgt blev fru Grethe Ebdrup, Svebølle, og fru Inger Enevoldsen, Jorløse.
Derefter drøftes arbejdet. For tiden undervises i terrænsport under ledelse af købmand Gundersen. Endvidere skal der være signalkursus, og det vedtoges at holde kammeratskabsaftener en gang om måneden. Forplejningslotterne skal deltage i kogekursus, og fru Ebdrup skal på aspirantskole. Det oplystes, at der i weekenden 26.-27. maj afholdes lejrkursus - antagelig ved Holsteinborg - for at Lotterne kan lære at leve på "feltfod"
Baronessen rettede en hjertelig tak til fru Estrup for det store arbejde, hun havde udført som gruppefører, og takkede ligeledes fru Søvndahl Petersen2

1957, Kalundborg Folkeblad 3. okt. 1957, side 3; Lotter
"Jyderup-deling" afløser Jyderup Lottekreds
Stort propagandamøde den 9. oktober 1957 - for at være selvstændigt kompagni, men det kan ændres.
Jyderup mangler Lotter. Det er en uomtvistelig kendsgerning, men nu sætter man et stort apparat i sving for at skaffe fornyet tilgang. Bl.a har man gennemført en slags nyordning for Lotterne i Jyderup, således at man optræder som deling og ikke som kreds.
Fru Mary Henriksen, "Fruens Fold", Jyderup. Forventes valgt til delingsfører for Jyderup delingen, efter at hun har fået den videregående uddannelse. Den undervisningsmæssig ledelse varetages af frk. Vibe Estrup, Jyderup. Delingen hører under Hjemmeværnskompagniet, og en stærk øget tilgang er nødvendig, hvis Lotterne skal klare opgaverne på en tilfredsstillende måde.
Et stort propagandamøde
vil blive holdt på Jyderup Conditori, og her vil Regionslotte Bodil Westerholm, Kalundborg, give oplysninger om Lottearbejdet.
- Der trænges i høj grad til mere orientering på dette område, siger frk. Vibe Estrup. Nogle har den opfattelse, at Lotter er en slag soldater, men vi vil gerne pointere, at det kun er kvindeligt arbejde, der skal ydes, såsom kontorarbejde uddannelse på det sanitære områder, forplejning o.l. Det er en god og nyttig anvendelse af sin fritid at blive Lotte, og er man første inde i arbejdet, så kommer den rigtige forståelse og interesse ganske naturligt.
Frk. Estrup beder os understrege, at lotterne ikke er bevæbnet og at en Lotteuddannelse også har stor værdi i det private liv.
Hjemmeværnskonsulent Heegaard-Poulsen kommer til stede ved mødet og taler samt viser film om Lottearbejdet og endvidere en handlingsfilm. Der håbes på stor tilslutning til mødet og naturligvis håber man også, at det må blive en optakt til stor tilgang til Lotte delingen. Der skal mange til, før her kan blive et selvstændigt kompagni, men man håber på, at det kan lykkes ad åre. Foreløbig skulle der gerne en grundskole i gang, og det sker så snart der kommer ny tilgang3

1955, Kalundborg Folkeblad 4. okt. 1955, side 3; Hvem vil låne Lotterne et lokale
Ny grundskole og øvelser ved at begynde
Blot nogen havde et rum, de kunne afse, lige meget om det var en kælder, et loft eller lign., bare det egnede sig til samlingssted for lotterne.
Det er Lottechefen, fru Karna Olsen, Kløvermarksvej, Jyderup, der under en samtale fremkommer med ovenstående lille hjertesuk - som forhåbentlig kan føre til, at en eller anden forbarmer sig og låner de virksomme Lotter et rum eller lokale, som er egnet til formålet.
Teknisk Skole i Jyderup er hidtil blevet benyttet ved Grundskole o.lign. af Jyderup Lottekorps, men der savnes et sted, hvor man kan afholde medlemsmøder, opbevare rekvisitter, indrette depot o.lign. et sted, hvortil Lotterne alene har adgang, sålænge det må lånes.
Arbejdet tilrettelægges
I næste uge kommer den nye distriktslotte, fru dyrlæge Mikkelsen, Lumsaas, hertil for at give direktiver for tilrettelæggelsen af arbejdet i den kommende vinter. Fru Mikkelsen har afløst distriktslotte fru Bodil Jensen, Holbæk.
Det er meningen at begynde en ny grundskole for begyndere
Alt er gratis
såvel uddannelsen som uniform. Befordring osv., og det er således, siger fru Olsen, helt fejlagtigt, når nogen tror, det er dyrt at gå ind i Lottearbejdet.
De videregående har gennemgået forskellige øvelser og skal fortsætte hermed: ikke mindst har Sanitetslotterne stadig nye ting at lære. Fru Gerling Jensen, Jyderup, har i sommer bestået et alsidigt kursus med hospitalstjeneste, således at hun fuldt kvalificeret kan bistå ved nødhospitaler og lazaretter i katastrofetilfælde.
Selv om der - hvad vi alle håber og tror - vedbliver at være fred i verden, slutter Karna Olsen, så er det udviklende og gavnligt at gå ind i Lottearbejdet. Det er med til at åbne øjnene for meget, som man måske ikke ellers har tillagt betydning, og arbejdet er parret med dejligt kammeratskab4

1957, Kalundborg Folkeblad 10. okt. 1957, side 4; lotterne vil stå vagt om forsvarstanken
Propagandamøde med vægtighed
Samtlige Hallebyaakompagniets Hjemmeværnsmænd med damer og i øvrigt alle interesserede kvinder mellem 18 og 60 år, var i går inviteret til Jyderup Lottekreds stort anlagte propagandamøde på Jyderup Conditori
Der var mødt en del Lotter med regionslotte Fru Bodil Westerholm, Kalundborg, og regionslotte Fru Vibeke Mikkelsen, Lumsaas, i spidsen, nogle få interesserede damer og enkelte hjemmeværnsmænd.
Delingsleder Fru Mary Henriksen bød velkommen og gav ordet til Fru Westerholm, der redegjorde på en udmærket måde for Lottekorpsets historie og formål samt gendrev nogle af de fejlagtige opfattelser, der hersker om korpset.
Særlig pointerede Fru Westerholm at Lotterne ikke bærer våben og ikke påtager sig militært arbejde. Hele Lotteuddannelsen lægges an på, at Lotterne kan frigøre soldater til forsvaret ved at overtage en række arbejder af civil karakter som kontorarbejde, forplejning, sanitetsarbejde og lignende. Hjemmeværnet og hæren stiller stadig Lotterne flere opgaver, og der er ikke nok hertil. Lotterne ønsker at stå vagt om forsvarstanken og at styrke det danske forsvar.
Efter kaffen vistes en film om Lotternes uddannelse og en om FN-Styrkerne i Gaza, hvorefter Hjemmeværnskonsulent Heegaard Poulsen, København, gave en interessant skildring af forholdene i Berlin i dag, den mærkelig by, hvor øst- og vestzonen mødes.
Fru Mary Henriksen sluttede med at udtrykke håbet om, at de interesserede ville melde sig til den grundskole, som vil blive startet i nær fremtid, og hvorom der nærmere vil komme meddelelse i dagspressen5

1955, Kalundborg Folkeblad 2. nov. 1955, side 3; Jyderup lottekorps ikke mere "husvilde"
Jyderup Lottekorps leder, fru Karna Olsen, Kløvermarksvej, Jyderup, fremkom for kort tid siden med et lille hjertesuk i anledning af, at Lottekorpset med lys og lygte søgte efter et velegnet mødelokale, som de alene havde råderet over, sålænge de var der. Ganske vist er Lotterne blevet vist gæstfrihed på Teknisk Skole og kunne blive der fremdeles, men det gjaldt kun for mødelokale, der var ikke plads til depot o.lign.
Sukket hjalp. Det blev læst af fru direktør Ebdrup, Svebølle, som omgående tilbød fru Karna Olsen et dejligt kælderlokale i direktør Ebdrups ejendom.
Lokalet, der er stort og rummeligt har tidligere været benyttet af DKB og er siden dengang ideelt udstyret med skabe, borde og bænke, ligesom der også står et komfur til afbenyttelse. Der er rigelig plads til såvel mødelokale som depot, og oven i købet er tilbuddet så generøst, at
alt er gratis, og det siger sig selv, at Fru Karna Olsen på Lottekorpsets vegne med taknemlighed har taget i mod tilbuddet. Distriktet strækker sig helt til Viskinge og Jorløse, og Svebølle ligger således nogenlunde midt i kredsen.
Der mangler Lotter til den nye grundskole
Endnu har kun meldt sig 4 deltagere til den nye grundskole, som Lottekorpset agter at oprette, og det er selvsagt for få. Der kræves mindst 8 deltagere for at kunne starte skolen, og da det ikke er forbundet med nogen udgifter håber man at komme op på det fornødne antal inden længe. skolen skal senest startet først i Januar6

Fru Karna Olsen er mor til Lis Olsen, elev fra Jyderup Realskole


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 18. jan. 1954, side 3; Hjemmeværnet skal "være sig selv" - men ikke sig selv nok
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 18. feb. 1954, side 3; Lottekredsen for Jyderup og omegn
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 3. okt. 1957, side 3; Lotter
Kilde 4: Kalundborg Folkeblad 4. okt. 1955, side 3; Hvem vil låne Lotterne et lokale
Kilde 5: Kalundborg Folkeblad 10. okt. 1957, side 4; lotterne vil stå vagt om forsvarstanken
Kilde 6: Kalundborg Folkeblad 2. nov. 1955, side 3; Jyderup lottekorps ikke mere "husvilde"
Noter:

Sidst opdateret 27. maj 2017
©Jyderup Realskole